09 October 2026
Vold, kaos og tåregas: Derfor går franskmænd så ofte på barrikaderne Man skriver sig ind i historien Konflikten bliver aldrig helt lukket Det politiske system er en del af problemet Virker det så?
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning
About
Frihed, lighed og broderskab!
Det var slagordene bag Den Franske Revolution, da den ramte landet for snart 250 år siden.
Som en tsunami skyllede den ind over det gamle franske monarki efter stormen på Bastillen den 14. juli 1789, og resten af Europa og verden mærkede tydeligt efterdønningerne.
Siden da har Frankrig været præget af utallige revolutioner, protester og demonstrationer.
Nu skyller en ny protestbølge igen ind over landet, hvor titusindvis af studenter demonstrerer for bedre undervisningsforhold – med vold og hærværk til følge.
Men hvorfor hører vi så ofte om store og til tider voldelige demonstrationer i Frankrig?
Der er der flere forklaringer på ifølge forsker i fransk kultur- og idéhistorie Jørn Boisen.
"At demonstrere er den måde, man udtaler sig på politisk i Frankrig. Det er den spontane udladning af utilfredshed eller tilfredshed, som er måden, man agerer på, og det er den måde, man fortsat laver politik på," siger Jørn Boisen, der er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.
Ifølge Jørn Boisen er det ikke en tilfældig reaktion på aktuelle begivenheder. De franske protester følger et mønster, der er blevet gentaget gennem generationer.
Når franskmænd går på gaden for at udfordre magthaverne, trækker de på en politisk tradition, der går tilbage til Den Franske Revolution (1789-1799), Februarrevolutionen i 1848 og Majrevolten i 1968, forklarer Jørn Boisen.
"Det er en accepteret måde at handle politisk på og en måde, som har fået historiens stempel gennem tiderne. Man skriver sig på en måde ind i landets lange revolutionshistorie, når man gør det," siger han.
Han forklarer, at den revolutionære arv også betyder, at selvom det ikke er alle, der synes, at hårde metoder såsom vold og hærværk under demonstrationer er i orden, så er der generelt en større accept af dem end i Danmark.
"Der er en accept af, at politik er voldsomt – og til tider virkelig voldsomt. Hvis det politiske overgreb er stort nok, og uretfærdigheden er tydelig nok, så er modsvaret også stærkt," siger han.
I Danmark har vi også en tradition for at demonstrere, men det er sjældent, at det udvikler sig til store, voldelige sammenstød, hvor politiet er nødt til at anvende magt og tåregas.
Forskellen begynder allerede med måden, konflikter opstår på, forklarer Jørn Boisen.
"Man kan godt forestille sig, at gymnasieelever i Danmark ville være utilfredse med aflyste timer og stoppede toiletter. De kunne måske også finde på at lave en demonstration af en slags, men det ville nok ikke foregå med samme spontanitet som i Frankrig," siger han og fortsætter.
"I Frankrig har de her situationer en tendens til at eksplodere fuldstændigt," siger han.
En anden forskel på Danmark og Frankrig er evnen til at lægge låg på konflikter, der er blevet behandlet politisk - eller manglen på samme.
Jørn Boisen nævner den danske folkeskolereform i 2014 som eksempel.
"Der var en reel konflikt. Regeringen gik ind i den, der blev truffet en beslutning – og så blev konflikten lukket. Der var selvfølgelig nogle, der var utilfredse, men konflikten blev lukket," siger Jørn Boisen.
Sådan fungerer det ikke nødvendigvis i Frankrig.
"Her ligger konflikterne hele tiden og ulmer lige under overfladen, og der er altid plads til en omkamp, hvis nogen bringer dem op igen, og modstanden bliver stor nok."
Jørn Boisen mener, at en del af forklaringen på franskmændenes revolutionære tendenser ligger i selve det politiske system.
"Det politiske system i Frankrig er mere konfronterende end det danske. Det er på sin vis et system baseret på konfrontation," siger han.
Når regeringen sidder med magten, er der ifølge Jørn Boisen færre institutionelle mellemled til at dæmpe konflikten mellem borgere og centralmagt.
"Modmagten mod regeringens politik er gaden, og folk på gaden udfylder den rolle, som parlamentet og oppositionen ikke spiller, og er dermed en slags modvægt," siger han.
Forklaringen skal blandt andet findes i den historiske centralisering af Fran...
Det var slagordene bag Den Franske Revolution, da den ramte landet for snart 250 år siden.
Som en tsunami skyllede den ind over det gamle franske monarki efter stormen på Bastillen den 14. juli 1789, og resten af Europa og verden mærkede tydeligt efterdønningerne.
Siden da har Frankrig været præget af utallige revolutioner, protester og demonstrationer.
Nu skyller en ny protestbølge igen ind over landet, hvor titusindvis af studenter demonstrerer for bedre undervisningsforhold – med vold og hærværk til følge.
Men hvorfor hører vi så ofte om store og til tider voldelige demonstrationer i Frankrig?
Der er der flere forklaringer på ifølge forsker i fransk kultur- og idéhistorie Jørn Boisen.
"At demonstrere er den måde, man udtaler sig på politisk i Frankrig. Det er den spontane udladning af utilfredshed eller tilfredshed, som er måden, man agerer på, og det er den måde, man fortsat laver politik på," siger Jørn Boisen, der er lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.
Ifølge Jørn Boisen er det ikke en tilfældig reaktion på aktuelle begivenheder. De franske protester følger et mønster, der er blevet gentaget gennem generationer.
Når franskmænd går på gaden for at udfordre magthaverne, trækker de på en politisk tradition, der går tilbage til Den Franske Revolution (1789-1799), Februarrevolutionen i 1848 og Majrevolten i 1968, forklarer Jørn Boisen.
"Det er en accepteret måde at handle politisk på og en måde, som har fået historiens stempel gennem tiderne. Man skriver sig på en måde ind i landets lange revolutionshistorie, når man gør det," siger han.
Han forklarer, at den revolutionære arv også betyder, at selvom det ikke er alle, der synes, at hårde metoder såsom vold og hærværk under demonstrationer er i orden, så er der generelt en større accept af dem end i Danmark.
"Der er en accept af, at politik er voldsomt – og til tider virkelig voldsomt. Hvis det politiske overgreb er stort nok, og uretfærdigheden er tydelig nok, så er modsvaret også stærkt," siger han.
I Danmark har vi også en tradition for at demonstrere, men det er sjældent, at det udvikler sig til store, voldelige sammenstød, hvor politiet er nødt til at anvende magt og tåregas.
Forskellen begynder allerede med måden, konflikter opstår på, forklarer Jørn Boisen.
"Man kan godt forestille sig, at gymnasieelever i Danmark ville være utilfredse med aflyste timer og stoppede toiletter. De kunne måske også finde på at lave en demonstration af en slags, men det ville nok ikke foregå med samme spontanitet som i Frankrig," siger han og fortsætter.
"I Frankrig har de her situationer en tendens til at eksplodere fuldstændigt," siger han.
En anden forskel på Danmark og Frankrig er evnen til at lægge låg på konflikter, der er blevet behandlet politisk - eller manglen på samme.
Jørn Boisen nævner den danske folkeskolereform i 2014 som eksempel.
"Der var en reel konflikt. Regeringen gik ind i den, der blev truffet en beslutning – og så blev konflikten lukket. Der var selvfølgelig nogle, der var utilfredse, men konflikten blev lukket," siger Jørn Boisen.
Sådan fungerer det ikke nødvendigvis i Frankrig.
"Her ligger konflikterne hele tiden og ulmer lige under overfladen, og der er altid plads til en omkamp, hvis nogen bringer dem op igen, og modstanden bliver stor nok."
Jørn Boisen mener, at en del af forklaringen på franskmændenes revolutionære tendenser ligger i selve det politiske system.
"Det politiske system i Frankrig er mere konfronterende end det danske. Det er på sin vis et system baseret på konfrontation," siger han.
Når regeringen sidder med magten, er der ifølge Jørn Boisen færre institutionelle mellemled til at dæmpe konflikten mellem borgere og centralmagt.
"Modmagten mod regeringens politik er gaden, og folk på gaden udfylder den rolle, som parlamentet og oppositionen ikke spiller, og er dermed en slags modvægt," siger han.
Forklaringen skal blandt andet findes i den historiske centralisering af Fran...