Vi var på Månen i 1972 – hvorfor vender vi først tilbage nu?

Den 19. december 1972 landede Apollo 17's kommandokapsel i Stillehavet, omkring 350 sømil sydøst for Samoa, og dermed blev der sat punktum for den sidste mission til Månen.

Apollo 17's kommandør, Eugene A. Cernan, tilbragte 566 timer og 15 minutter i rummet, heraf mere end 73 timer på Månen, i løbet af sin karriere.

Eugene Cernan var den anden amerikaner, som gik i rummet, og det sidste menneske til at efterlade fodspor på Månens overflade.

Afslutningen på Apollo 17 var ikke kun afslutningen på en mission, men på en hel epoke.

Mellem 1969 og 1972 gik 12 astronauter på Månen fordelt på seks separate månelandinger.

Et halvt århundrede senere gør NASA sig klar til at vende tilbage som led i Artemis-programmet.

Formålet med Artemis II-missionen, der efter planen bliver opsendt 2. april 2026, er at sende fire astronauter rundt om Månen i NASA's nye type bemandede rumskib, kaldet Orion.

Mere end 50 år er lang tid, og det er helt naturligt at spørge:

Hvis amerikanerne allerede i begyndelsen af 1970'erne kunne nå Månen forholdsvis rutinemæssigt, hvorfor forsøger de så først at vende tilbage nu?



Svaret er ikke helt ligetil. Det skyldes kun i begrænset omfang teknologien og i langt højere grad, hvordan politik, økonomi og international opbakning spiller sammen.

Vi er nødt til at begynde med selve Apollo-programmet: Den måde, man greb udforskningen af rummet an på dengang, var ikke holdbar i længden og heller ikke bæredygtig.

25. maj 1961 lovede præsident John F. Kennedy i en tale til Kongressen, at USA inden udgangen af årtiet ville sende et menneske til Månen og få ham sikkert tilbage til Jorden.

Efter John F. Kennedys død i 1963 sørgede præsident Lyndon B. Johnson for, at målet om en månelanding blev nået.



Men de voksende udgifter til Vietnamkrigen og hans omfattende indenrigspolitiske reformer gjorde ham mindre villig til at bruge flere penge på rumfart.

NASA's budget, som toppede allerede i 1966, begyndte at falde, før Apollo-programmet overhovedet var nået i mål med den største triumf.

Det svækkede mulighederne for at finansiere måneudforskningen igennem længere tid.

Yderligere bevillinger udeblev, planlagte missioner blev aflyst, og Apollo-programmet sluttede i 1972; ikke fordi det var en fiasko, men fordi det havde opfyldt sit mål.

Hvis udforskning skal være bæredygtig, kræver det stabil politisk opbakning, forudsigelig finansiering og et tydeligt langsigtet formål, uanset om det gælder rummet eller Jorden.

Efter Apollo havde USA svært ved at holde fast i alle tre ting på én gang. Derfor begyndte politikerne at spørge sig selv, hvad NASA så skulle satse på.

Væk fra det dybe rum

I 1972 pålagde præsident Richard Nixon NASA at gå i gang med at udvikle rumfærge-programmet med et genbrugeligt rumtransportfartøj med vinger, der starter fra jordoverfladen som en raket, men lander som et fly.

Det blev begyndelsen på en ny kurs, hvor NASA flyttede opmærksomheden væk fra det dybe rum og i stedet fokuserede på aktiviteter i lavt kredsløb om Jorden.

Rumfærgen blev markedsført som en genanvendelig 'space truck' (rumlastbil), der skulle gøre det både enkelt og overkommeligt at komme i kredsløb om Jorden.

I praksis viste rumfærgen sig dog at være et ekstremt komplekst fartøj, præget af tekniske problemer og menneskelige tragedier – blandt andet ulykkerne med Challenger og Columbia, hvor 14 astronauter omkom.

Otte år inde i rumfærgeprogrammet mente en del i rumfartsmiljøet, at tiden var kommet til, at USA igen rettede blikket mod Månen og mod den fristende mulighed for en bemandet landing på Mars.

20. juli 1989, på 20-årsdagen for Apollo 11's første månelanding, lancerede præsident George H.W. Bush derfor Space Exploration Initiative (SEI).

Planen var tænkt som en langsigtet satsning:

Først skulle rumstationen Space Station Freedom bygges, derefter skulle astronauter tilbage til Månen - denne gang for at blive - og til sidst skulle mennesker sendes til den røde planet.

Men de anslåede omkostninger til SEI løb op i hundredvis af milliarder d...