Selv folk, der hader smalltalk, får noget ud af det ifølge nyt studie
24 April 2026

Selv folk, der hader smalltalk, får noget ud af det ifølge nyt studie

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
Hader du smalltalk? Tror du ikke, at du får noget ud af at sludre kort om vejret med kollegerne, naboerne eller i køen i supermarkedet? Så tager du tilsyneladende grueligt fejl.

Et nyt studie publiceret i tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology viser nemlig, at folk nød at snakke om kedelige emner, i langt højere grad end de selv forventede, skriver The Guardian.

Resultaterne fra studiet, der er baseret på samtaler blandt 1.800 frivillige, tyder nemlig på, at folk går glip af det humørløft og de sundhedsmæssige fordele, som det at være sammen med andre kan medføre.

Så hvis du hader small-talk og kedelige samtaler i en sådan grad, at du aktivt undgår det, så går du altså samtidig glip af en række positive fordele.

"Mange mennesker, inklusiv mig selv, undgår small-talk, og vi frygter netværksarrangementer, og vi antager, at visse emner som vejret og pendling eller vores daglige rutiner ikke vil være interessante," fortæller studiets medforfatter Elizabeth Trinh til The Guardian.

"Men folk undervurderer, hvor interessante og underholdende samtaler om kedelige emner faktisk kan være," uddyber hun.

I studiet udførte forskerne en række eksperimenter, for at belyse hvordan folk reagerede på samtaler om kedelige emner. Det gjorde de ved at bede folk om at forudsige, hvor meget eller hvor lidt de ville nyde at tale om emner, de anså for kedelige – fra aktiemarkedet og veganske kostvaner til Pokémon og løg.

Deltagerne deltog i korte samtaler om emnet – online eller i fysiske samtaler – med fremmede eller venner.

Bagefter fortalte de, hvor meget de nød samtalerne.

Resultatet på undersøgelsen var, at folk konsekvent oplevede samtalerne mere underholdende, end de forventede, selv når begge deltagere havde tilkendegivet, at emnet for dem var kedeligt.

Det, mener forskerne, skyldes, at folk baserer deres forventninger på samtalens statiske komponeneter, såsom emnet og den anden person, og ikke på de dynamiske komponenter, som selve samtalen.

Derfor opfordrer Elizabeth Trinh til, at man ikke nødvendigvis undgår kollegaen ved kaffemaskinen, naboen i opgangen eller den fremmede i køen i supermarkedet af frygt for small-talk. I stedet bør man sænke forventningerne til, hvad man forventer af en samtale, forklarer hun.

Der er dog grænser for jagten på samtalerne. Forskerne bag studiet anbefaler nemlig ikke, at man opsøger endeløse, kedelige samtaler.

"Der er forskel på at sænke barren og at acceptere at have alle mulige kedelige samtaler. Fordelene fortsætter formentlig ikke ud i det uendelige," pointerer Elizabeth Trinh.