Økonomer: Her er fordelene og ulemperne ved svensk og dansk boligskat
28 February 2026

Økonomer: Her er fordelene og ulemperne ved svensk og dansk boligskat

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
Spørgsmålet om, hvorvidt boligejere skal betale skat, når de tjener millioner på deres bolig, er blusset op igen.

I sidste uge luftede udenrigsminister Lars Løkke (M) idéen om at flytte den løbende boligbeskatning, som vi har i Danmark, til gevinsten ved salg af bolig.

Siden da har flere partier stemplet ind i debatten, hvor Enhedslisten har foreslået at indføre topskat på boliggevinster, mens Venstre har afvist idéen om højere boligskatter.

Senest udtalte statsminister Mette Frederiksen (S), da hun udskrev valg torsdag eftermiddag, at Socialdemokratiet vil hjælpe boligejere i Udkantsdanmark ved at fjerne ejendomsværdiskatten på boliger med en værdi på under én million kroner.

I debatten har man også kigget mod Sveriges model, hvor man beskatter gevinster ved boligsalg. Men hvilken model er mest fordelagtig for boligejerne, statskassen og boligmarkedet?

Vi har spurgt to af landets førende økonomer om fordele og ulemper ved den danske og den svenske model.

Den svenske model: Fordele

Når man sælger sin bolig i Sverige, skal man betale 22 procent af fortjenesten i skat - kendt som avanceskat.

En fordel ved modellen er, at det er den rigtige salgspris, som danner grundlag for den skat, du betaler, siger Jesper Rangvid, der er professor i finansiering på Copenhagen Business School.

Har man købt en bolig til tre millioner, som er steget til fire millioner, skal man betale skat af stigningen på én million, når boligen er solgt.

I Danmark betaler man i stedet løbende ejendomsskat - eller grundskyld - som er baseret på boligens vurdering. Problemet er, at vurderingerne ikke nødvendigvis er helt præcise. For eksempel har borgere de seneste år haft problemer med for høje ejendomsvurderinger, som blandt andet DR har beskrevet.

"Håbet er jo, at vurderingen svarer nogenlunde til det, boligen faktisk er værd, hvis den skulle sælges. Men det er jo stadig en vurdering og ikke, hvad du rent faktisk har fået for din bolig," siger Jesper Rangvid.

Det svenske system kan potentielt være mere gennemskueligt for boligejerne, fordi skatten her beregnes ud fra salgsprisen, og fordi man først skal betale skatten, når gevinsten faktisk er i lommen.

Den svenske model: Ulemper

På den anden side kan der være ulemper ved, at man først skal betale skat, når man sælger sin bolig. Nemlig for statens pengepung.

Selvom svenskerne faktisk også betaler en løbende ejendomsskat, så er den lavere end i Danmark med et loft på cirka 7.000 kroner om året.

Hvis man indførte den svenske avanceskat i Danmark, ville det potentielt give et hul i statskassen. I Danmark udgør ejendomsskatterne lige under tre procent af det samlede skatteprovenu.

"Det er en ulempe for staten, at den ikke får en betaling per år for boligejerne, men altså kun når man rent faktisk sælger boligen," siger Jesper Rangvid.

Torben M. Andersen, der er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, fremhæver også, at den svenske model kan føre til, at folk bliver 'låst fast' i deres boliger og ikke kan flytte.

"Hvis boligejere begynder at overveje at sælge deres bolig, men ser udsigterne til en stor skatteregning, så kan det være, de ikke har lyst til at betale den. Så det kan holde folk i boligerne længere," siger han.

Man kan dog udsætte skatteregningen, hvis man bruger gevinsten til at købe en anden bolig.

Derudover påpeger Torben M. Andersen, at selvom den svenske model kan lyde enkel, så indebærer den en række udfordringer.

For eksempel beskattes man af den faktiske fortjeneste og ikke salgsprisen. Det kræver derfor, at man har overblik over udgifter til forbedringer og samtidig tager højde for både inflation og renter på udskudt skat.

Det medfører nogle lavpraktiske udfordringer, fordi man skal kunne dokumentere sine forbedringer - for eksempel ved at udarbejde opgørelser eller gemme kvitteringer for udgifter til nyt tag eller køkken.

"Problemet bliver selvfølgelig endnu større, når man i Danmark ikke har haft den type beskatning og vil indføre den. Der er ikke nogen, der på forhånd ha...