27 February 2026
Lokkede strandede hvaler mennesker til Vendsyssel for 14.000 år siden?
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning
About
Lige nu strander usædvanlig mange kaskelothvaler ved Vest- og Nordjyllands kyster. Vi møder havets kæmper ansigt til ansigt, og billederne er voldsomme.
Disse majestætiske dyr vejer op mod 40 tons. Mange føler sig tiltrukket af de døende dyr. Mange spørger også sørgmodigt: Hvordan kan det dog ske?
Men for 14.000 år siden ville synet af en strandet hval næppe have udløst sorg og bekymring. Det ville snarere have fået maverne til at knurre.
Vores forskning peger nemlig på, at strandede hvaler kan have spillet en afgørende rolle for de første mennesker i det nordligste Danmark.
Jæger-samlere rejste mod 'verdens ende'
Ved udgangen af sidste istid – for omtrent 14.000 år siden i den periode arkæologer kalder 'Allerød' – så verden markant anderledes ud.
I Nordsverige og Norge var der stadig isbræer. Og havniveauet var så lavt, at Vesterhavet som vi kender det i dag ikke fandtes.
Dengang bevægede små grupper af jægere og samlere sig helt op i det, vi i dag kender som Vendsyssel – der ligesom i dag var Danmarks og det kontinentale Europas yderste spids.
Det var et temmelig barskt sted.
Landskabet var åbent og især præget af hede og slette samt dværgbuske og spredte birketræer, der hvor der var læ. Der var langt færre dyr end længere mod syd eller sydøst. Fund af elg og kæmpehjort fra dengang er sjældne.
Rensdyr var til stede, men formentlig kun sæsonvis. Alligevel har arkæologer i området nord for Hjørring fundet spor efter gentagne ophold af små jæger-samler grupper.
De finder projektilspidser og redskaber til bearbejdning af knogle, træ og gevir, som kan dateres cirka 14.000 år tilbage.
Flintredskaberne ligger spredt på bakker og tidligere kystskrænter. Så hvad levede disse jæger-samlere af?
Livet ved kysten
I et studie i The Journal of Island and Coastal Archaeology foreslår vi, at svaret skal findes langs kysten.
Blandt fundene fra Vendsyssel er store skafttungespidser og særlige skrabere. Traditionelt er de blevet tolket som jagtredskaber til storvildt.
Men når vi ser nærmere på slidspor, form og variation, tegner der sig et mere komplekst billede. Flere af redskaberne egner sig fint til at arbejde med blødt, fedtholdigt materiale.
De kan have været brugt til at skære og skrabe spæk af større dyr. Rensdyr har som bekendt ikke spæk, så måske de er blevet brugt til noget langt større.
Nemlig hvaler.
Kysten som spise- og skattekammer
Fortidens hav var meget rigere på fisk og havpattedyr, end vi kan forestille os i dag. For 14.000 år siden vrimlede også havet omkring Vendsyssel med liv.
Smeltevand fra isen skabte næringsrige kystområder. Store havpattedyr som hvaler og sæler fulgte byttefiskene ind i de lavvandede farvande.
Vi ved fra geologiske undersøgelser, at havniveauet ændrede sig kraftigt i perioden. Kystlinjen flyttede sig. Lavvandede bugter opstod og forsvandt.
Det har øget risikoen for, at store hvaler blev desorienteret og fanget, og at de så endte på stranden.
Når en 20 eller 30 tons tung hval strandede, lå der pludselig enorme mængder kød og spæk frit tilgængeligt på stranden. Man behøvede ikke jage den. Man skulle blot skære – og måske holde sultne isbjørne på afstand.
I en tid med kolde vintre og usikre jagtudsigter har det været en gave – en gave, som fangstfolk verden over har udnyttet indtil for ganske nyligt.
Et kalorieboost af dimensioner
En strandet kaskelothval kan indeholde millioner af kalorier. Kødet kan tørres. Spækket kan bruges som føde og brændsel. Knogler kan anvendes til redskaber og konstruktioner.
For små, mobile grupper har en sådan begivenhed været nok til at forsørge mange mennesker i lang tid. Strandinger fungerede som midlertidige økologiske hot spots.
De har trukket mennesker mod kysten – igen og igen.
Det kan forklare, hvorfor vi finder så mange flintfund fra den ældste stenalder (palæolitikum) netop i Nordjylland, selvom området ellers fremstår som relativt fattigt på elg, kæmpehjort og rensdyr.
Det er vigtigt at understrege, at der næppe var tale om egentlig hvalfangst. Der er intet, der t...
Disse majestætiske dyr vejer op mod 40 tons. Mange føler sig tiltrukket af de døende dyr. Mange spørger også sørgmodigt: Hvordan kan det dog ske?
Men for 14.000 år siden ville synet af en strandet hval næppe have udløst sorg og bekymring. Det ville snarere have fået maverne til at knurre.
Vores forskning peger nemlig på, at strandede hvaler kan have spillet en afgørende rolle for de første mennesker i det nordligste Danmark.
Jæger-samlere rejste mod 'verdens ende'
Ved udgangen af sidste istid – for omtrent 14.000 år siden i den periode arkæologer kalder 'Allerød' – så verden markant anderledes ud.
I Nordsverige og Norge var der stadig isbræer. Og havniveauet var så lavt, at Vesterhavet som vi kender det i dag ikke fandtes.
Dengang bevægede små grupper af jægere og samlere sig helt op i det, vi i dag kender som Vendsyssel – der ligesom i dag var Danmarks og det kontinentale Europas yderste spids.
Det var et temmelig barskt sted.
Landskabet var åbent og især præget af hede og slette samt dværgbuske og spredte birketræer, der hvor der var læ. Der var langt færre dyr end længere mod syd eller sydøst. Fund af elg og kæmpehjort fra dengang er sjældne.
Rensdyr var til stede, men formentlig kun sæsonvis. Alligevel har arkæologer i området nord for Hjørring fundet spor efter gentagne ophold af små jæger-samler grupper.
De finder projektilspidser og redskaber til bearbejdning af knogle, træ og gevir, som kan dateres cirka 14.000 år tilbage.
Flintredskaberne ligger spredt på bakker og tidligere kystskrænter. Så hvad levede disse jæger-samlere af?
Livet ved kysten
I et studie i The Journal of Island and Coastal Archaeology foreslår vi, at svaret skal findes langs kysten.
Blandt fundene fra Vendsyssel er store skafttungespidser og særlige skrabere. Traditionelt er de blevet tolket som jagtredskaber til storvildt.
Men når vi ser nærmere på slidspor, form og variation, tegner der sig et mere komplekst billede. Flere af redskaberne egner sig fint til at arbejde med blødt, fedtholdigt materiale.
De kan have været brugt til at skære og skrabe spæk af større dyr. Rensdyr har som bekendt ikke spæk, så måske de er blevet brugt til noget langt større.
Nemlig hvaler.
Kysten som spise- og skattekammer
Fortidens hav var meget rigere på fisk og havpattedyr, end vi kan forestille os i dag. For 14.000 år siden vrimlede også havet omkring Vendsyssel med liv.
Smeltevand fra isen skabte næringsrige kystområder. Store havpattedyr som hvaler og sæler fulgte byttefiskene ind i de lavvandede farvande.
Vi ved fra geologiske undersøgelser, at havniveauet ændrede sig kraftigt i perioden. Kystlinjen flyttede sig. Lavvandede bugter opstod og forsvandt.
Det har øget risikoen for, at store hvaler blev desorienteret og fanget, og at de så endte på stranden.
Når en 20 eller 30 tons tung hval strandede, lå der pludselig enorme mængder kød og spæk frit tilgængeligt på stranden. Man behøvede ikke jage den. Man skulle blot skære – og måske holde sultne isbjørne på afstand.
I en tid med kolde vintre og usikre jagtudsigter har det været en gave – en gave, som fangstfolk verden over har udnyttet indtil for ganske nyligt.
Et kalorieboost af dimensioner
En strandet kaskelothval kan indeholde millioner af kalorier. Kødet kan tørres. Spækket kan bruges som føde og brændsel. Knogler kan anvendes til redskaber og konstruktioner.
For små, mobile grupper har en sådan begivenhed været nok til at forsørge mange mennesker i lang tid. Strandinger fungerede som midlertidige økologiske hot spots.
De har trukket mennesker mod kysten – igen og igen.
Det kan forklare, hvorfor vi finder så mange flintfund fra den ældste stenalder (palæolitikum) netop i Nordjylland, selvom området ellers fremstår som relativt fattigt på elg, kæmpehjort og rensdyr.
Det er vigtigt at understrege, at der næppe var tale om egentlig hvalfangst. Der er intet, der t...