Forskere udvikler mini-'dykkerdragt' til cyborg-kakerlakker - skal hjælpe med redningsaktioner
11 July 2026

Forskere udvikler mini-'dykkerdragt' til cyborg-kakerlakker - skal hjælpe med redningsaktioner

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
Det lyder som noget taget ud af en science fiction-film, men kakerlakker, som mange ellers forbinder med en uvelkommen gæst under sengen på et skrabet hotelværelse, kan måske snart blive anvendt som 'search-and-rescue'-dykkere i katastrofeområder.

Forskere fra Japan og Singapore har nemlig bygget mini-dykkerdragter til insektet, hvilket gør dem i stand til at trække vejret under vandet og i andre iltfattige miljøer.

Det skriver Nanyang Technological University i en pressemeddelelse om forskernes nye studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.



De kakerlakker, der skal udstyres med dykkerdragter, er 'cyborg-insekter', hvilket gør, at man kan styre dem, og hvor de bevæger sig hen.

Selv cyborg-insekter har dog brug for at kunne trække vejret, og det er her, at dykkerdragterne, der for størstedelen er 3D-printet, kommer ind i billedet.

Dragterne fungerer ligesom ilttankene, som menneskelige dykkere bruger, forklarer den ledende forsker bag, professor Hirotaka Sato fra School of Mechanical and Aerospace Engineering, NTU Singapore, i pressemeddelelsen.

Inde i tanken reagerer to kemikalier med hinanden. Det ene stof, mangandioxid, nedbryder langsom det andet stof, brintoverilte, hvilket frigiver ilt. Ilten ledes derefter gennem et lille fleksibelt skjold og tynde silikoneslanger til kakerlakkens åndehuller, så den kan trække vejret under vand.

Det gør cyborg-kakerlakken i stand til at overleve og bevæge sig rundt under vandet i op til 3 timer.

"Dette er vigtigt, fordi katastrofeområder kan være vanskelige at bevæge sig rundt i efter kraftig regn eller oversvømmelser, der blokerer adgangsveje i ruiner, afløb og smalle sprækker. Ved at udvide driftsparametrene for vores cyborg-insekter til at omfatte bevægelse under vand, tror vi, at de kan forbedre search-and-rescue indsatser," forklarer Hirotaka Sato.

Det er ikke første gang, at cyborg-kakerlakker fra Hirotaka Satos laboratorie har været brugt i search-and-rescue operationer.

Under et stort jordskælv den 28. marts 2025 i Myanmar i Sydøstasien, der målte 7,7 på richterskalaen, blev tusindvis af mennesker i Myanmar dræbt og såret.

Her blev 10 cyborg-kakerlakker udstyret med en lille 'rygsæk', der indeholdt infrarøde kameraer og sensorer. Det gjorde dem i stand til at finde varmesignaturer fra overlevende blandt murbrokkerne og på den måde hjælpe med redningsaktionen.