Forskere advarer: Verden er dårligere rustet til næste pandemi Øger risikoen for mere alvorlige kriser i fremtiden 14 millioner ekstra dødsfald inden 2030 Malplaceret optimisme COVID-19-indsats i det globale syd afslører ujævnt beredskab Hvad er de vigtigste konklusioner?

De seneste udbrud af Ebola og hantavirus i henholdsvis Den Demokratiske Republik Congo og Uganda samt på et krydstogtskib i Atlanterhavet er en påmindelse om, at en ny sundhedskrise kan opstå når som helst.

Udbruddene illustrerer også Verdenssundhedsorganisationens (WHO) centrale rolle i global koordinering og betydningen af internationalt samarbejde for mere effektive indsatser.

WHO erklærede ebolaudbruddet for "en folkesundhedsmæssig krise af international betydning", hvilket hævede det globale alarmberedskab og signalerede, at udbruddet kan kræve "en koordineret international indsats".

I tilfælde af hantavirus støttede WHO medicinsk behandling, evakueringer og risikovurdering, som sammen med samarbejde mellem mange lande har været afgørende for at iværksætte en effektiv indsats.

Alligevel er forudsætningerne for rettidig og effektiv varsling og indsats under pres.

Vores forskning peger på, at det øger risikoen for mere alvorlige kriser i fremtiden.

I januar trak USA, som er WHO's største bidragyder, sig formelt ud af organisationen. Få uger senere fulgte Argentina trop.

Andre lande, blandt andet Ungarn og Israel, har offentligt signaleret, at de muligvis vil forlade organisationen.

Udmeldelserne falder sammen med en bredere nedskalering af udviklingsbistanden.

Store vestlige donorer som USA, Storbritannien og EU har iværksat markante nedskæringer: USA lukkede USAID, som indtil for nylig var verdens største bistandsorganisation.

Det har skabt et globalt finansieringsunderskud på 54 milliarder dollars, hvilket er mere end seks gange Somalias BNP.

Storbritannien reducerer bistanden fra 0,5 procent af BNI i 2021 til 0,3 procent i 2027, og EU omfordeler 2 milliarder euro fra bistandsmidler til "andre prioriteter".

WHO har været nødt til at reducere sit budget for 2026-27 med 1,1 milliard dollars (et fald på 21 procent), oven i et tidligere fald på 30-40 procent i global sundhedsbistand fra 2023 til 2025.

For at gøre det hele endnu værre har nedskæringerne især været markante for støtte til institutioner og civilsamfund.

Afviklingen af USAID har eksempelvis medført en anslået reduktion på 100 procent i bistand til civilsamfund og 97 procent i støtte til god regeringsførelse i organisationens portefølje.

Nedskæringerne rammer ikke kun sundhedsbistanden direkte, men også andre centrale områder inden for folkesundhed.

Et nyligt studie forudser, at nedlukningen af USAID samlet set kan føre til over 14 millioner ekstra dødsfald inden 2030.

Men en del eksperter hævder, at et svækket samarbejde og nedskæringer i bistand på længere sigt vil gøre verden bedre rustet til at håndtere sundhedskriser.

Ifølge en ekspert har afrikanske lande hurtigt vist stor modstandsdygtighed ved at finde forskellige måder at tilpasse sig nedskæringer i finansieringen på. Denne opfattelse af bistandsnedskæringer som en mulighed går også igen i visse faglige diskussioner.

"Vi har besluttet, at vi skal tænke større," fortalte en NGO-leder.

Vi frygter, at denne optimisme er malplaceret: Erfaringerne fra COVID-19 peger på det modsatte.

Det internationale samarbejde og institutionel kvalitet, forstået som en kombination af statslig kapacitet, legitimitet og autoritet, var afgørende for, hvordan lande i det globale syd reagerede på pandemien.

Lav kapacitet skabte udfordringer for en effektiv indsats, men høj kapacitet alene (altså statens evne til at få ting gjort) var ikke en garanti for succes. Det krævede typisk også legitimitet og autoritet, som er afgørende for at omsætte kapacitet til positive resultater.

Internationalt samarbejde bidrog yderligere med såkaldt latent kapacitet gennem samarbejde og koordinering på tværs af landegrænser.

Svækket samarbejde og nedskæringer i bistand risikerer at reducere både den institutionelle kvalitet og det internationale samarbejde, som er de to vigtigste faktorer for bedre håndtering af pandemier i det globale syd.

I stedet for at øge modstandsdygtigheden er det derfor mere sandsynligt, at disse tendenser vil svække ber...