12 December 2025
Et af verdens mest omtalte lægemidler blev fundet i jorden på Påskeøen
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning
About
Et antibiotikum opdaget på Påskeøen i 1964 blev startskuddet til en milliardforretning for medicinalindustrien.
Men historien om denne 'mirakelmedicin' skøjter fuldstændig henover de mennesker og den politiske kontekst, der gjorde opdagelsen mulig.
Lægemidlet, der blev opkaldt efter øens oprindelige navn, Rapa Nui, og som fik navnet rapamycin (også kendt som sirolimus) er et såkaldt immunsuppressivt lægemiddel.
Det bruges til at forebygge, at kroppen afstøder et transplanteret organ samt til at forbedre effektiviteten af stent-behandling (medicinsk procedure, hvor et lille metalgitter (en stent) placeres i en blodåre for at holde den åben, red.) af hjertesygdomme.
Siden da er lægemidlet blevet anvendt til behandling af forskellige former for kræft, og forskere undersøger nu dets potentiale i behandlingen af diabetes, neurodegenerative sygdomme og endda aldring.
Næsten dagligt bliver der faktisk offentliggjort studier, der fremhæver rapamycins evne til at forlænge levetiden eller bekæmpe aldersrelaterede sygdomme.
En søgning på PubMed viser over 59.000 videnskabelige artikler, der nævner rapamycin, hvilket gør det til ét af lægevidenskabens mest omtalte lægemidler.
Men selvom rapamycin er udbredt inden for både forskning og medicin, er det kun ganske få ikke-fagfolk, som kender den bagvedliggende historie om, hvordan lægemidlet blev opdaget.
Mange fagfolk ved, at forskere fra medicinalfirmaet Ayerst Research Laboratories i midten af 1970'erne isolerede molekylet fra en jordprøve, der indeholdt bakterien Streptomyces hygroscopicus.
Men det er de færreste, der ved, at denne jordprøve blev indsamlet som en del af en canadisk-ledet mission til Rapa Nui i 1964, kaldet 'Medical Expedition to Easter Island' - eller METEI.
Jeg er forsker og har bygget min karriere op omkring rapamycins effekt på celler. Derfor følte jeg mig drevet til at forstå og dele den menneskelige historie bag lægemidlets oprindelse.
Da jeg hørte om historikeren Jacalyn Duffins arbejde med METEI, blev den måde, jeg - og mange af mine kolleger - ser på vores eget forskningsfelt, fuldstændig vendt på hovedet.
Rapamycins komplekse historie rejser vigtige spørgsmål om systemisk bias (det vil sige en indlejret tendens til at favorisere visse grupper eller udfald frem for andre) i biomedicinsk forskning - og om, hvad medicinalindustrien skylder de oprindelige folk og de landområder, hvorfra de udvinder deres milliardopdagelser.
Det var et canadisk team bestående af kirurgen Stanley Skoryna og bakteriologen Georges Nogrady, som fik idéen til den medicinske ekspedition (kaldet METEI) til Påskeøen.
Målet var at undersøge, hvordan en isoleret befolkning tilpasser sig miljømæssig stress, og forskerne mente, at den planlagte opførelse af en international lufthavn på Påskeøen gav en enestående mulighed.
De antog, at lufthavnen ville føre til øget kontakt med omverdenen og dermed ændringer i befolkningens sundhedstilstand.
Med finansiering fra Verdenssundhedsorganisationen WHO og logistisk støtte fra den canadiske flåde ankom METEI til Rapa Nui i december 1964.
I løbet af tre måneder gennemførte teamet medicinske undersøgelser af næsten alle øens cirka 1.000 indbyggere, indsamlede biologiske prøver og kortlagde systematisk øens flora og fauna.
Det var som en del af dette arbejde, at Georges Nogrady indsamlede over 200 jordprøver, og én af dem viste sig at indeholde den bakteriestamme, Streptomyces hygroscopicus, som producerer rapamycin.
Det er vigtigt at forstå, at ekspeditionens primære formål var at studere Rapa Nui-folket som en slags levende laboratorium.
Deltagelse blev fremmet gennem bestikkelse i form af gaver, mad og forsyninger og gennem pres, blandt andet ved at involvere en franciskansk præst, der havde tjent på øen i mange år, til at hjælpe med rekrutteringen.
Selvom forskernes intentioner måske var velmenende, er det stadig et eksempel på videnskabelig kolonialisme, hvor et hold hvide forskere vælger at studere en overvejende ikke-hvid befolkning helt uden dere...
Men historien om denne 'mirakelmedicin' skøjter fuldstændig henover de mennesker og den politiske kontekst, der gjorde opdagelsen mulig.
Lægemidlet, der blev opkaldt efter øens oprindelige navn, Rapa Nui, og som fik navnet rapamycin (også kendt som sirolimus) er et såkaldt immunsuppressivt lægemiddel.
Det bruges til at forebygge, at kroppen afstøder et transplanteret organ samt til at forbedre effektiviteten af stent-behandling (medicinsk procedure, hvor et lille metalgitter (en stent) placeres i en blodåre for at holde den åben, red.) af hjertesygdomme.
Siden da er lægemidlet blevet anvendt til behandling af forskellige former for kræft, og forskere undersøger nu dets potentiale i behandlingen af diabetes, neurodegenerative sygdomme og endda aldring.
Næsten dagligt bliver der faktisk offentliggjort studier, der fremhæver rapamycins evne til at forlænge levetiden eller bekæmpe aldersrelaterede sygdomme.
En søgning på PubMed viser over 59.000 videnskabelige artikler, der nævner rapamycin, hvilket gør det til ét af lægevidenskabens mest omtalte lægemidler.
Men selvom rapamycin er udbredt inden for både forskning og medicin, er det kun ganske få ikke-fagfolk, som kender den bagvedliggende historie om, hvordan lægemidlet blev opdaget.
Mange fagfolk ved, at forskere fra medicinalfirmaet Ayerst Research Laboratories i midten af 1970'erne isolerede molekylet fra en jordprøve, der indeholdt bakterien Streptomyces hygroscopicus.
Men det er de færreste, der ved, at denne jordprøve blev indsamlet som en del af en canadisk-ledet mission til Rapa Nui i 1964, kaldet 'Medical Expedition to Easter Island' - eller METEI.
Jeg er forsker og har bygget min karriere op omkring rapamycins effekt på celler. Derfor følte jeg mig drevet til at forstå og dele den menneskelige historie bag lægemidlets oprindelse.
Da jeg hørte om historikeren Jacalyn Duffins arbejde med METEI, blev den måde, jeg - og mange af mine kolleger - ser på vores eget forskningsfelt, fuldstændig vendt på hovedet.
Rapamycins komplekse historie rejser vigtige spørgsmål om systemisk bias (det vil sige en indlejret tendens til at favorisere visse grupper eller udfald frem for andre) i biomedicinsk forskning - og om, hvad medicinalindustrien skylder de oprindelige folk og de landområder, hvorfra de udvinder deres milliardopdagelser.
Det var et canadisk team bestående af kirurgen Stanley Skoryna og bakteriologen Georges Nogrady, som fik idéen til den medicinske ekspedition (kaldet METEI) til Påskeøen.
Målet var at undersøge, hvordan en isoleret befolkning tilpasser sig miljømæssig stress, og forskerne mente, at den planlagte opførelse af en international lufthavn på Påskeøen gav en enestående mulighed.
De antog, at lufthavnen ville føre til øget kontakt med omverdenen og dermed ændringer i befolkningens sundhedstilstand.
Med finansiering fra Verdenssundhedsorganisationen WHO og logistisk støtte fra den canadiske flåde ankom METEI til Rapa Nui i december 1964.
I løbet af tre måneder gennemførte teamet medicinske undersøgelser af næsten alle øens cirka 1.000 indbyggere, indsamlede biologiske prøver og kortlagde systematisk øens flora og fauna.
Det var som en del af dette arbejde, at Georges Nogrady indsamlede over 200 jordprøver, og én af dem viste sig at indeholde den bakteriestamme, Streptomyces hygroscopicus, som producerer rapamycin.
Det er vigtigt at forstå, at ekspeditionens primære formål var at studere Rapa Nui-folket som en slags levende laboratorium.
Deltagelse blev fremmet gennem bestikkelse i form af gaver, mad og forsyninger og gennem pres, blandt andet ved at involvere en franciskansk præst, der havde tjent på øen i mange år, til at hjælpe med rekrutteringen.
Selvom forskernes intentioner måske var velmenende, er det stadig et eksempel på videnskabelig kolonialisme, hvor et hold hvide forskere vælger at studere en overvejende ikke-hvid befolkning helt uden dere...