En lille, brun natsværmer har gjort min verden uendelig stor Målet er en helt bestemt hule 1.000 kilometer borte Bogong-natsværmeren bruger alle sine sanser Et lille insekt, der kan navigere efter stjernerne, ligesom os En natsværmer kom uanmeldt til OL Fanget på toppen af operahuset Rejsen bliver afbrudt – igen Dyret, der mærker jordens magnetfelt Med præcision lugter natsværmeren sig frem til sine forfædre Kom med ind i natsværmerens hule Og så skal vores natsværmer afsted igen

Vi er i det østlige Australien, ved Brisbane i Queensland, og det er september og forår.

Solen er lige ved at gå ned, og dagens sidste solstråler rammer en græsslette med blomster, der vajer i den blide vind mellem duftende eukalyptustræer.

En lille brun natsværmer trækker langsomt vingerne ud af sin puppe under jorden.

Den er på størrelse med en valnød, sitrer med de brune vinger for at varme sin krop. Den ser ikke ud af meget.

Men der bor en udlængsel i den. Den drages instinktivt mod sit mål tusind kilometer sydpå. Og vi skal med på dens helt utrolige rejse.

Det er den scene, lederen af min forskergruppe, Eric Warrant, maler for mig i en af de mange fortællinger, jeg under mit ph.d.-arbejde har hørt om hans yndlingsdyr og landsfælle, bogong-natsværmeren.

Det lille insekt har fået mig til at se verden på en ny måde. Måske kan det gøre det samme for dig.

Millioner af bogong-natsværmere migrerer hvert år 1.000 kilometer fra Queensland, Victoria og New South Wales til de australske alper, der ligger i sydøst-spidsen af landet, tæt ved hovedstaden Canberra.

De over 2.000 meter høje toppe i Snowy Mountains er sneklædte om vinteren og bølgende grønne, blomstrende alpeskråninger om sommeren.

Granitblokke ligger spredt mellem søer i den vilde natur; det er et landskab formet af fordums istider.



I nogle få, helt bestemte huler og sprækker lander millioner af natsværmerne hver sommer for at gå i dvale. De skal undslippe den sikre død i lavlandets ulidelige hede, hvor temperaturerne oftest er over 30 grader celsius.

Det er her, vores natsværmer skal hen.

Insektet har en hjerne på størrelse med en knappenål, men den kan alligevel på sin allerførste flyvetur tilbagelægge en enorm afstand til et sted, den aldrig har været før.

Den kommer frem til lige præcis den hule, som dens forældre forlod sidste efterår, da de migrerede ned til lavlandet for at yngle. Det lyder som en helt fantasifuld og umulig opgave. Hvordan finder den vej?

Et andet insekt, der også begiver sig ud på en lang rejse, er monarksommerfuglen. Den flyver langs hele Nordamerika over generationer og bruger Solen som kompas.

Bogong-natsværmeren er anderledes.

Den migrerer om natten, så den kan ikke bruge Solens lys som guide. I stedet kan den se i mørket og bruger nattehimlens lysende stjerner og kendetegn i landskabet som sit kompas. Men ikke nok med det: Hvis der er overskyet, kan den følge jordens magnetfelt.

Det ved vi blandt andet, fordi Eric Warrant og hans forskerhold har studeret nataktive insekters sanser i mange år.

Jeg forsker selv i insekters lugtesans, og derfor ved jeg, at en natsværmer kan følge duften af sin mage over flere kilometer.

Men selv om jeg allerede ved meget om insekternes særlige sanser, er historien om bogong-natsværmeren en helt særlig øjenåbner. Den lille brune natsværmer gemmer på evner langt ud over det, vi kunne forestille os. Og den ved det ikke engang. Den bruger bare sine sanser og stoler på sit instinkt til at nå et mål, der er uendelig stort.

Det får mig til at tænke over min egen måde at være i verden på og over, hvordan vi mennesker bruger vores sanser.

Som mange andre er jeg ofte fortabt i mine tanker, og det giver mig stress. Jeg tror ikke, vi får udnyttet den mulighed vores sanser giver for at finde øjeblikkelig glæde og afslapning.

Stop lige, og kig-lyt-lugt omkring dig, siger jeg til mig selv.

Lad os vende tilbage til vores lille bogong-natsværmer, der nu er godt i gang med sin rejse sydpå. Den er ikke alene. Den følges med flere hundrede artsfæller.

Når der er en favorabel vind, kan den flyve over 100 kilometer på en nat. Den spiser nektar fra forskellige blomster og hviler sig i skyggen af træerne i løbet af de varme dage.

Indtil et stormvejr blæser natsværmerne ud af kurs og sender dem mod østkysten og Sydneys evige lys.

I storbyen gemmer de sig for lyset om dagen såvel som om natten mellem de skinnende hvide tagsten på operahuset.

Lyset sætter deres sanser ud af kraft. De er fanget.

Bogong-natsværmeren er velkendt i den a...