Den kompakte storby er fremtiden – hvis vi kan holde ud at bo i den

Vinden pisker hen over Aarhus Ø – den nye bydel, der er vokset frem på den tidligere containerhavn. Langs de snorlige kanaler står boligblokkene i tætte rækker, og i stueetagerne hænger der stadig 'til salg'-skilte på ruderne.

Her skulle Aarhus vise, hvordan fremtidens by kunne se ud. I stedet blev Ø'en et eksempel på, hvor svært det er at bygge tæt – og samtidig skabe steder, man gider leve i.

Befolkningen i landets storbyer vokser, men landet selv gør ikke, og det er snart ikke længere muligt at brede byerne ud på mere areal.

Der er derfor kun én vej: indad. Vi skal fortætte - bo flere sammen på færre kvadratmeter, dele de offentlige områder med flere og bygge opad.

Men fortætning er ikke bare et spørgsmål om fordeling af mursten og kvadratmeter. Det handler om trivsel, liv og sjæl. Og ifølge forskere er det netop her, vi lige nu er ved at tabe balancen.

En udfordring at få sjælen ind i de nye bydele

33 procent af danskerne bor i dag i byområder med over 100.000 mennesker – i København, Aarhus, Odense og Aalborg – og tallet stiger.

Over halvdelen af alt nybyggeri de seneste 15 år er opført inden for eksisterende bygrænser. Helt nøjagtigt 60 procent af de boligetagemeter, der blev bygget mellem 2012 og 2022, blev placeret i byområder, der allerede fandtes i 2012.

Med andre ord er fortætningen af de danske storbyer i fuld gang: Gamle industrihavne er blevet til boligkvarterer. Fabrikker er blevet coworking-rum. Tomme pladser bliver til parkeringskældre med taghaver ovenpå.

Danmark har længe haft nogle af Europas mest arealkrævende byer – men det ændrer sig nu hurtigt.

Problemet er bare, at det nogle gange går godt, andre gange skidt. I gennemsnit forventes nye bygninger at kunne blive stående i 60-100 år, så beslutningerne er ikke ligegyldige.

I Aalborg har havnefronten fået ros for at åbne sig mod fjorden og skabe plads til mennesker.

I Aarhus har man lært på den hårde måde, at glas og beton ikke automatisk giver byliv. Nu lover borgmesteren at undgå at bygge flere bygninger som på Aarhus Ø.

I København diskuteres det, om Nordhavn bliver for steril, mens Carlsbergbyen roses for at have ramt noget, der minder om ægte sjæl - dog kun for de velstillede.

"Det kræver mod at bygge til mennesker"

Når antropolog og seniorforsker Marie Stender fra Aalborg Universitet bliver spurgt, hvordan man bygger den gode, kompakte by, griner hun kort, før hun svarer:

"Der har i arkitektfaget været en masse idéer om, at vi kan lave en opskrift for det gode byliv. Min tilgang er ikke at sige, at alt er lige godt, men jeg er forsigtig med at lave en opskrift," siger hun.

"Steder er forskellige, samfund er forskellige. Man har troet, at man kunne køre én model ud over det hele, og det er der jo store problemer med nu. Vi skal forstå den lokale kontekst, lokale dynamikker, alt det, vi kan bygge videre på, som er der i forvejen."

Som eksempel nævner hun idéen om at åbne områder op med gulv til loft-vinduer og store og lyse rum - typiske greb, når der skal renoveres lejeboliger, for eksempel i almene boligområder.

Det har vist sig at fungere elendigt hos nogle familier med arabisk baggrund, der foretrækker at leve mere aflukket.

Det samme, nævner Stender, har vist sig at være tilfældet i mødet mellem ungdomsboliger og dyre ejerboliger på Nordhavn i København, hvor ejerne af de dyre boliger nu føler sig generet af udsynet ind til de unges virkelighed på den anden side af gaden.

Under corona, hvor alle var hjemme, sammenlignede hun i et forskningsprojekt beboere i Nordhavn og på Vesterbro:

"I den nye by kan folk se hinanden gennem de store vinduer, men de er mere alene. Her vælger man det til at se hinanden. På Vesterbro kan folk høre hinanden og kommer hinanden ved, på godt og ondt."

"På et tidspunkt kunne nogen høre en anden råbe om hjælp. Og en, der støvsugede, kunne nærmest mærke underboens vrede op gennem gulvbrædderne, fordi de var så støjsensitive."

Sjælen, siger hun, opstår ikke af glas og design, men af liv, støj og historie. Den slags tager t...