Skip to content
Opens in a new window
Chimpanser lærer næste generation af unge aber at bruge 'værktøj'
18 September 2026

Chimpanser lærer næste generation af unge aber at bruge 'værktøj'

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
Siden Darwins tid har forskningen været klar over, at aber kan finde på at bruge 'værktøj' i form af forskellige redskaber i deres jagt efter føde.

Det kommer blandt andet til udtryk hos en af vores nærmeste slægtninge i dyreverdenen, chimpansen (Pan troglodytes).

Chimpanser er blandt andet kendt for at lave svampe ud af sammenkrøllede blade til at suge væske op, de kan bruge pinde til at fange fisk, alger og termitter, og så kan de endda finde på at skærpe dem til simple jagtspyd.

Et nyt studie viser, at ældre og mere erfarne chimpanser endda lærer yngre chimpanser at designe og bruge disse værktøjer, skriver phys.org.

Chimpansemoren Soukki, lærer sin lille datter Saïsaï, hvordan man spiser myrer fra deres bo, ved hjælp af redskaber. (video: Jane Goodall Institute Spain in Senegal)

Forskerne bag studiet mener, at det er med til at vise, at aber måske, ligesom mennesker, er i stand til at videregive komplekse kulturelle mønstre og endda en slags simpel teknologiforståelse fra generation til generation.

Studiet er lavet på baggrund af analyser af en række optagelser, der er foretaget med skjulte naturkameraer i savanneområdet Dindefelo i Senegal.

Her viste det sig, at undervisningen chimpanserne imellem primært fandt sted blandt chimpanser, der var beslægtede med hinanden - især fra mor til unge.

Forskerne mangler dog stadig at få besvaret nogle vigtige spørgsmål.

"Et spørgsmål, der stadig mangler at blive besvaret, er i hvor stor grad, læring bidrager til overførslen af teknologisk opførsel i aber," siger professor R. Adriana Hernandez-Aguilar, der er seniorforfatter på studiet, ifølge phys.org.

Desuden vil de gerne finde ud af, hvorvidt mere kompleks adfærd kræver mere læring, samt om de chimpanser, der modtager mere læring, ender med at blive bedre lærere selv.