Aber spiser jord for at fordøje turisters junkfood
23 April 2026

Aber spiser jord for at fordøje turisters junkfood

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
En abe med en is eller en pose chips lyder som noget fra en tegnefilm. Men i Gibraltar på sydkysten af den Iberiske Halvø er det faktisk ikke et sjældent syn.

Hvert år valfarter turister til området for at opleve de vilde makakaber, og mange ender med at give dem is, chips og junkfoodrester, eller sågar efterlade maden i naturen.

Men aberne har, ligesom os mennesker, svært ved at fordøje den søde, fede og salte junkfood. Det har de nu selv fundet en løsning på: De selvmedicinerer med jord.

Det viser et nyt studie udgivet i Scientific Reports, hvor forskere fra Cambridge University har observeret makakaberne i to år.

"Aber bliver laktoseintolerante efter de er stoppet med at die, så mejeriprodukter er kendt for at give fordøjelsesproblemer hos aber - og is er enormt populært blandt Gibraltars turister og derfor også blandt aberne," siger Dr. Sylvain Lemoine, der stod i spidsen for studiet, i en pressemeddelelse.

Forskerne observerede en stærk sammenhæng mellem kontakt til turister, og hvor meget jord aberne spiste.

Makakkerne spiste nemlig markant mindre jord om vinteren, når der var færre turister. Desuden var der en gruppe, som ikke havde kontakt til turisterne, og de spiste slet ikke jord.

Forskerne mener, at jord kan beskytte tarmen, fordi det indeholder bakterier og mineraler, som mangler i den kalorieholdige junkfood - og dermed lindre symptomer som kvalme og diarré.

Lokale medarbejdere fodrer ellers dyrene dagligt med frugt, grøntsager og vand, og det er faktisk forbudt for turister at fodre aberne. Det er der mange, der ikke overholder, og derfor består knap en femtedel af abernes indtag af junkfood.