2.200 år gammelt skibsvrag afslører, hvordan romerne holdt skibe vandtætte
24 April 2026

2.200 år gammelt skibsvrag afslører, hvordan romerne holdt skibe vandtætte

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
Siden mennesket første gang tog på havet, har det været afgørende at holde skibene tætte.

Nu kaster et 2.200 år gammelt skibsvrag fra romertiden nyt lys over de materialer, der holdt vandet ude og beskyttede træet fra mikroorganismer, orme og andre kryb. Det skriver ScienceAlert.

Ved at undersøge rester fra vraget af et romersk skib, som forskerne kalder for Ilovik-Paržine 1, har forskere fra University of Strasbourg fundet spor af flere lag beskyttende belægning på træet, som tyder på, at skibet blev vedligeholdt flere gange under sin rejse, før det sank. Det viser et nyt studie publiceret i Frontiers in Materials.

Forskerne fandt blandt andet rester af tjære fra fyrretræer og bivoks, som har været brugt til at behandle skibet.

Dog var det endnu mere interessant, at belægningerne var fyldt med pollen. De små pollenkorn kan nemlig afsløre noget om det miljø, hvor lagene blev smurt på - og dermed give spor om, hvor skibet er blevet vedligeholdt på sin rute.

"Selvom det virker oplagt, at skibe, der sejlede lange afstande, havde brug for reparationer, er det ganske enkelt ikke let at påvise," forklarer Dr. Armelle Charrié, som er en af forskerne bag studiet i en pressemeddelelse.



Skibet stammer fra en periode, hvor handel over Middelhavet spillede en afgørende rolle i Romerriget. Derfor har det været vigtigt, at skibene kunne holde til lange rejser og al slags vind og vejr.

Ifølge forskerne viser fundet, at romerne ikke kun byggede skibe, men også vedligeholdt dem for at forlænge deres levetid.

Vraget blev fundet ud for Kroatiens kyst, hvor havbunden har været med til at bevare dele af træet og belægningen gennem mere end to årtusinder.