PORTRÆT #123 Beowulf og monstret
01 August 2025

PORTRÆT #123 Beowulf og monstret

PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg

About

Beowulf er en af de store sagnhelte omkring kong Roars og skjoldungernes kongsgård i Lejre – men vi kender ham ikke fra Saxo, fra danske sagn eller andre danske kilder. Han findes kun i ét eneste håndskrift fra omkring år 1000, skrevet på oldengelsk, og mirakuløst genfundet i 1700-tallet.
Det var en dansk undersåt, islændingen Grímur Jónsson Thorkelin, der som den allerførste udgav digtet på tryk i 1815 – og det var ingen ringere end N.F.S. Grundtvig, der var den første til at oversætte digtet til et moderne sprog, nemlig dansk, i 1820.
Beowulf er netop udkommet i en meget rost gendigtning af Sophus Helle, der tidligere også har oversat det mange tusind år gamle heltekvad Gilgamesh. Historien om Beowulf og Grendel, om drager og guld, mjød og sværd, har påvirket forfattere som J.R.R. Tolkien og hele fantasy-genren, ligesom Nobelpristageren Seamus Heaney oversatte kvadet til engelsk i 1999.
Handlingen foregår nok omkring år 500. Digtet er måske skabt omkring år 700, og blev som sagt nedskrevet omkring år 1000, måske under den store engelske dronning Emma af Normandiet, som først var gift med den engelske kong Æthelred, derefter med den danske Knud den Store, som blev konge af England i 1016.